Browsing Tag

Fortrolig

fortroligt, Om personen bag Frk. Blomst, Personlige indlæg, Personligt indlæg

Ser jeg RASK ud (?!)

stress, angst, depression

Dagens indlæg omhandler et tungt emne, det ved jeg. Men det er også et utrolig relevant emne, som jeg synes at vi som samfund skal finde en løsning på.

Hvor meget mere kan vi skære ned på udgifterne til sundhedssektoren? Hvor meget hurtigere kan sygeplejerskerne, lægerne og det øvrige sundhedspersonale løbe? Hvor mange patienter skal fejlmedicineres, fejldoseres eller fejldiagnosticeres med død som følge, før der bliver gjort noget ved det?

Det er spørgsmål som disse der har gjort at jeg desværre ikke tror at jeg kan gøre den helt store forskel som sygeplejerske, hvis jeg vælger at tage min uddannelse færdig.

Jeg skriver normalt ikke indlæg som disse. Jeg prøver at holde bloggen så professionel som muligt. Men jeg ved at der er mange af jer der savner nogle flere personlige indlæg fra min side. Puha.. det er hårdt for mig at skulle dele mine inderste hemmeligheder og tanker med jer. Selvom jeg virker som en livsglad og meget udadvendt person, så har jeg ligesom mange andre en del med i bagagen som nogle folk har svært ved at tro på; “Jamen, du virker jo så glad hele tiden? Du stråler og din hud stråler. Har du acne? Nej da, så er du god til at skjule det. Har du eksamensangst? Nej, det kan du da ikke have, du er jo så klog og får så gode karakterer…” og sådan kan jeg blive ved. Folk bliver ofte forundret over hvor meget jeg egentlig har med i bagagen. Jeg er 26 år gammel, men jeg føler mig nogle gange som en på 96. Jeg har oplevet mere end de fleste på min alder og jeg vil gerne dele min historie med jer. Men det er for hårdt for mig (og indlægget ville blive aaaaaalt for langt) hvis jeg fortæller jer hele min livshistorie på én gang 😉

Nogle af jer der følger med på bloggen har jeg mødt i virkeligheden, nogle af jer kender jeg fra kommentarfeltet her på bloggen eller fra min Facebook side og nogle kender jeg slet ikke, men jeg kan se på mine besøgstal at der er mange der følger med. Dvs. I kan godt lide det jeg skriver om, min blog og mig som person. Og så snart jeg skriver lidt om mig selv får jeg altid mange tilbagemeldinger på at I synes jeg er god til at formulere mine inderste tanker og er god til videreformidle mine budskaber til jer der sidder på den anden side af skærmen.

I går var der en af mine bloggerkollegaer der skrev et rørende indlæg som I kan læse HER
Helene er en fantastisk modig kvinder der har startet sin blog for at dele sin historie. Jeg har fulgt med i et stykke tid og hendes indlæg går altid lige i hjertet på mig. Jeg skrev en kommentar til hende i går som I kan læse her:

“…Jeg er heldigvis i bedring. Har fået at vide at jeg har været stresset de sidste 10 år, så der er meget der skal arbejdes på. Jeg har det sidste år selv brugt en masse tid og energi på at ændre mine dårlige vaner og er først nu ved at få den hjælp jeg hele tiden har bedt om. Jeg har bedt om hjælp i 10 år uden at nogen tog det alvorligt 🙁 ”

En anden kommentar jeg skrev til hendes indlæg var:
“Jeg har desværre været nødt til at diagnosticere mig selv flere gange siden jeg startede på studiet, fordi lægerne ikke altid har ret, det fandt jeg ud af. Jeg har altid troet på medicinalindustrien og på lægerne. Men efter jeg startede på studiet og nu selv har været sygemeldt i lidt over et år har jeg fået et helt andet syn på det hele. Både på de ting jeg prioriterer højest i min hverdag og på at sundhedsvæsenet desværre ikke kan tage sig at folk der som dig og mig der ikke ser syge ud.
Der er skåret gevaldigt ned på sundhedssektoren siden årtusindskiftet og det har gjort at der er mangel på personale og at sundhedspersonalet skal løbe hurtigere og hurtigere. Det medfører mange fejl både mht. medicindosering, men også mht. fejldiagnocer og i sidste ende koster det samfundet flere penge end politikerne har sparet. Men de tænker jo ikke altid på hvordan samfundet ser ud når de ikke er ved magten længere. Desværre.”

Hvis jeg vælger at færdiggøre mit studie vil jeg ikke bruge al min energi på en kamp jeg ikke kan vinde alene. Vi er flere der må stå sammen. Sygeplejestuderende, sygeplejersker, læger, SOSU’er, fysioterapeuter, ergoterapeuter, patienter m.fl. Patienterne på sygehusene har brug for en ordentlig behandling om man har brækket armen eller, som jeg, har fået diagnosen lettere depression med angst som følge, så har både ham med den brækkede arm og jeg begge brug for at blive taget alvorligt og få en god behandling så vi bliver raske og dermed kan arbejde, betale skat og dermed bidrage til samfundet og i sidste ende går nogle af mine skattepenge tilbage til sundhedsvæsenet som har hjulpet mig (som patient) med at få det bedre. Men som virkeligheden ser ud i dagens Danmark er dette scenarie desværre en utopi.

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin’
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

RELATEREDE INDLÆG

Videre til værktøjslinje