Browsing Tag

angst

fortroligt, Personlige indlæg, personligt, Personligt indlæg

Om at gå fra sit livs kærlighed

I dag er det 1 år og 3 måneder siden jeg slog op med ham som jeg troede at jeg skulle tilbringe resten af mit liv med. Ham som var der for mig da jeg gik ned med stress, ham som var der for mig da jeg var umulig midt om natten pga. søvnmangel og gentagne angstanfald. Jeg havde været sammen med M i næsten 4 år, da jeg valgte at gå fra ham. Hvorfor jeg gjorde det mens jeg var sygemeldt med stress? Tja, timingen til at slå op med nogen er vel aldrig god.

Jeg har tænkt meget over om hvor personlige ting jeg har lyst til at dele på bloggen. Hvor meget jeg tør åbne mig selv op og ligge mine inderste tanker og følelser op på nettet til skue for hele verdenen. Det er ikke ligesom på Facebook, hvor man kan blokere folk eller skjule indhold fra dem. Bloggen er frit tilgængelig for alle, lige måske med undtagelse af de stakler der bor i Nordkorea.

Da jeg gik ned med stress for lidt over to år siden, lå jeg i min seng i to måneder. Jeg var ikke i stand til særlig meget. Min familie og venner kunne ikke forstå hvordan jeg havde det. De var vandt til at jeg kørte med 180 km/t og kunne alt, altid hjalp andre og ikke havde brug for særlig meget søvn. Jeg tænkte altid på andre, før jeg tænkte på mig selv. M var den eneste der kom tættest på at forstå hvordan jeg havde det. Han var sammen med mig de fleste af døgnets 24 timer, med undtagelse af når han var på arbejde. Han holdt mig i hånden, når jeg råbte og skreg som en sindssyg, fordi jeg troede at der var udbudne gæster i lejligheden, midt om natten. Han gjorde virkelig sit bedste for at jeg skulle have det godt. Hvorfor var jeg en idiot og slog op med ham, tænker man nok. Tja, nu er tingene jo ikke altid sort/hvide.

Jeg havde været sygemeldt i to år og jeg er meget stærk fra naturens siden. Selvom jeg var blevet slået omkuld af stress, som havde ført angst og depression med sig, så havde jeg sat mig et mål og det var at jeg nok skulle få det godt igen. Jeg ville arbejde på at få det endnu bedre end før jeg gik ned med flaget. Jeg gav ikke op. Det var ikke en mulighed. M var ikke så stærk som jeg er. Han er ikke typen, der frivilligt går til psykolog eller arbejder på sine svagheder/dårlige sider. I de fire år vi havde været sammen, havde jeg udviklet mig utrolig meget. Et år henne i min sygemelding, kunne jeg mærke på M at han ikke kunne holde til at være der for mig mere. Han kunne ikke klare mine humørsvinger mm. Han tog på arbejde om morgenen og ville helst ikke have at jeg forstyrrede ham med tonsvis af beskeder og e-mails i arbejdstiden. Når han kom hjem, satte han sig foran computeren og spillede til vi skulle i seng. Med høretelefoner på, vel at mærke og jeg måtte ikke forstyrrer ham. Så gik det helt galt. En aften, prøvede jeg at fortælle ham noget, mens han sad og spillede et af sine uendelige computerspil brød helvede løs. Han tabte et spil pga. mig og hamrede i tastaturet og kom med det største vredesudbrud jeg nogensinde har set. Jeg blev bange, den side havde jeg aldrig set af ham før. Hvem er det jeg boede sammen med? Kunne han finde på at gøre mig fortræd når han blev vred?

Et par uger efter denne episode. Da M igen sad og spillede computer og jeg bad ham om at sætte vasketøj over, mente han igen at jeg forstyrrede ham i et vigtigt foretagende og jeg fik simpelthen nok. Jeg havde været sygemeldt i et år på daværende tidspunkt. Selvom jeg var nede med stress og depression, var det stadig mig der skulle gøre rent, vaske tøj og købe ind derhjemme. Jeg kunne ikke mere. Midt i et skænderi med M, valgte jeg at fortælle ham at det var slut. Og jeg mente det. Den efterfølgende tid var svær, jeg havde ikke nogen plan B. Jeg troede at vi skulle være sammen for altid. Men sådan gik det ikke.

 

Billedet er lånt af Ystad Saltsjöbad

 

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin’
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

 

Knus

RELATEREDE INDLÆG

Info, Personlige indlæg, personligt, Personligt indlæg, Stress

Om at bevare kontrollen i en stresset situation

Spørgsmålet: “Hvorfor stiller jeg mig selv i disse situationer?” dukker op igen og igen i mit hoved på denne uendelige bustur. Det tager en time at køre med bussen fra Operaen til Charles de Gaule lufthavnen og jeg satte mig ind i bussen præcis en time inden mit fly skulle lette fra lufthavnen. Hvordan jeg havde tænkt mig at nå det? Måske ved at udføre et magisk trick ligesom Harry Potter? Come on! Nogle gange, okay det meste af tiden, stinker min tidsfornemmelse virkelig. Hvorfor er det at jeg så ikke planlagde hvad tid jeg skulle tage afsted enten i går eller i morges? Det er SÅ dumt at jeg nu sidder og ikke ved om jeg er købt eller solgt. Forhelvede altså.

Det her er simpelthen for sindssygt. Jeg sidder i en bus som kører fra Operaen til Charles de Gaule lufthavn, uden stop, og pludselig stopper bussen midt på motorvejen?! Jeg når lige at tænke at det er sku da løgn! Hvad sker der? Er det bare ikke meningen at jeg skal nå mit fly til København i dag eller hvad?”. Buschaufføren stiger ud og taler med en franskmand. Jeg forstår ikke hvad der bliver sagt, fordi mit hjerte hopper et slag over og jeg selve scenariet kommer lidt bag på mig.

Pludselig begynder der at gå franskmænd ind i bussen. Den ene efter den anden franskmand, som bærer på en kuffert eller to, møver sig igennem midtergangen kigger rundt på de andre passagerer og siger “Bonjour” til de omkringsiddende passagerer og smiler. De kigger på mig, eller mændende kigger på mig (læs mest på mine bryster, fordi min bluse er meget nedringet i dag.

Bussen er endelig fremme ved terminal 1. En sten falder fra mit hjerte. Jeg ånder lettet op, dog stadig i tvivl om jeg kan nå mit fly. Men jeg prøver ikke at være lyseslukker og prøver derfor at tænke positivt, i det mindste er jeg stolt over at jeg har været så god til at bevare roen indtil videre. Normalt ville jeg være helt ude af mig selv, lige nu. Jeg håber at der stadig er en chance for at jeg kan nå mit fly. Please! Jeg har bedt til Gud, det gjorde jeg for 35 minutter siden, da jeg havde siddet i bussen i et par minutter, ringet til min mor 100 gange (fordi hun ikke tog telefonen) og havde gejlet mig selv fuldstændig op så jeg troede at Verdenen var ved at gå under og at jeg hvert øjeblik kunne besvime, både pga. sult og pga. den stressede situation jeg havde sat mig selv i. Det var for 35 minutter siden. Så tog jeg mig sammen og besluttede mig for at jeg ville genvinde kontrollen over min krop og ikke omvendt. Jeg havde ikke lyst til at besvime midt i bussen og havde bestemt heller ikke lyst til at få et angstanfald. Dem har jeg ikke haft længe og savner dem bestemt heller ikke.

 

Klik HER, for at følge min blog på Bloglovin’
så får du muligheden for at være en af de første til at deltage i konkurrencer på bloggen,
læse mine seneste blogindlæg mm.

Knus

RELATEREDE INDLÆG